Tidligere liv og troen på, at vi er evige væsener

For mange er angst og særligt angst for døden den tungeste dødvægt, de bærer med sig. Derfor vil jeg starte med et opgør med, at døden skulle være endelig. Det kan jeg sige direkte fra min hjernehjerne, at den ikke er. Selv mit mennesker er også overbevist. Og nu vil jeg fortælle en historie om, hvordan den vished indfandt dig.

Inden min opvågning, var døden var noget, jeg skælvede ved at tænke på. Tanken om, at jeg og min familie skulle ophøre med at eksistere, var sorgfuld og frygtindgydende. Derfor undgik jeg så vidt muligt at tale om døden.

Men min yngste søn Sebastian ville gerne tale om døden, for han havde brug for at vide, hvor slem den var, og hvad der egentlig sker med os, når vi dør. Jeg havde længe forsøgt at undgå at svare, for bare tanken om at miste en af mine børn gav mig en følelse af at blive revet midt over.

Det gør det stadig, men fra et helt andet sted. For dengang sad min logiske hjerne i førersædet i mit liv, og det var ikke virkelig for mig, at vi skulle være sjæl i en krop, og at den sjæl er evig. Jeg havde ikke engang hørt nogen sige det, tror jeg. Jeg havde hørt om nærdødsoplevelser, men da jeg instinktivt skyede alt, der førte mine tanker til døden, var det ikke noget, jeg havde undersøgt nærmere. Jeg lavede smukke historier til Sebastian om himlen og håbede, at der var en eller anden form for sandhed i det.

Derfor var et af de største gennembrud i min opvågning at opdage, at der er langt mere til vores eksistens end denne ene inkarnation. I starten var det håbefuld nysgerrighed, for hvis det var sandt, så kunne jeg smide en stor luns af den frygt, der tyngede mig. Som en slidt tung kappe, kunne jeg lade den glide af mine skuldre og aldrig tage den på igen. Det ønskede jeg.

Jeg søgte viden om menneskers oplevelser med nærdød og afdøde kontakt og jeg fandt ud af, at der var udviklede metoder, der kunne bringe menneskers bevidsthed tilbage til tidligere inkarnationer og sågar til livet mellem dem.

Jeg var fuldstændig opslugt. Ligesom dengang i 2021, hvor Ringenes Herrer sprængte billetsalget i verdens biografer, og jeg ivrigt og trofast bidrog til det høje salgstal. Jeg var hooked. Det var den samme fornemmelse, jeg havde nu. Jeg oplevede en stor, ny, og vildt dragende verden, der åbenbarede sig for mig, som en vanvittig god fortælling, jeg bare ikke kunne få nok af. Og denne gang var det – knib mig i armen – virkeligt.

Jeg så hele dokumentarserien om regression på Gaia TV, hvor den ene klient efter den anden forskellige steder i verden og af forskellige behandlere genoplevede en tidligere inkarnation under hypnose, som de satte ord på undervejs som en del af processen. Jeg læste bøger om emnet, der i blandt Teresa Thanings ”Sjælens mange liv”, og efterhånden begyndte mine forbehold at lægge sig.

For det, jeg kunne se i dokumentarfilmene, det var ægte. Trods min oprindelige skepsis, var mit forsvar faldet. Det her var virkeligt. Det kunne jeg mærke. En af de udsendelser, jeg så, gjorde særligt indtryk. Det var med en Hjernekirurg, der havde haft en nærdødsoplevelse og nu viede sit liv og sin forskning til at undersøge det nærmere med resultater, der bekræftede det. Det her var en naturvidenskabeligt veluddannet læge og en ikke excentrisk clairvoyant. I tiden efter min udbrændthed kunne jeg stort set ikke tåle at sidde ved en skærm. Kun når det handlede om det, jeg havde brug for at læse og undersøge på min rejse hjem tid mig selv. Selv dengang forstod jeg, at jeg blev ført at noget, der var større end mig selv og ønskede mig det godt.

Jeg var efterhånden ret overbevist, men jeg havde stadig svært ved at tro helt på. For det var da lidt langt ude. Jeg havde brug for se det med egne øjne, og jeg var drevet af en kraft, der ikke tillod mig at krybe tilbage i mit hul.

Jeg var nysgerrig, tændt og en smule desperat efter at finde ud af, hvordan det hele hang sammen, og hvad min rolle i det var. Jeg havde altid følt stærkt, at jeg skulle gøre en forskel. At jeg på en eller anden måde har en rolle at spille, men hvilken?

Så med følelsen af, at jeg kunne få svar på, hvad det er, verden har brug for fra mig, kastede jeg mig helt og fuldt ind i tidligere inkakarnationer.

Jeg ville prøve selv at rejse tilbage til et tidligere liv. Både fordi jeg havde brug for bevis på, at det var sandt, at vi er evige sjæle, og fordi der skulle være healing og frisættelse i det, fordi nogle af vores mønstre kan stamme fra tidligere liv, og kan derfor ikke identificeres psykologisk i denne inkarnation.

Jeg tog i sommerhus en weekend helt selv, hvilket var en stor luksus, da livet med tre små børn ikke tillod meget alenetid. Men min søde mand sendte mig afsted, og forsikrede mig om, at han nok skulle holde skansen.

Weekenden havde jeg sat af til at meditere, gå ture langs vandet og lave den regressionsmeditation, som jeg havde fundet på Gaia TV. Jeg var spændt og fuld af forventning. Hvem ville jeg møde? Hvem har jeg været? Er det som en spillefilm for mit indre blik? Og hvad alt jeg har læst og set viser sig at forestillinger fra tosser og livlige fantasier, og det slet ikke passer, og jeg derfor intet oplever?

Jeg havde mediteret, gået tur, tændt stearinlys. Jeg var klar. Fuld af forventning og lidt nervøs, fulgte jeg anvisningerne i meditationen. ”Lige om lidt sker det...” kvidrende mit sind i baggrunden, men jeg koncentreret forsøgte at lukke det ned. Da meditationen var slut, var jeg trist. Opgivende og lidt vred. For der var sket absolut intet. Jeg havde lagt arm med mit sind hele vejen, og jeg følte faktisk, at jeg havde vundet. Men intet skete. Ingen billeder, ingen ord. Intet.

Jeg tænkte, at jeg nok skulle have endnu mere ro på systemet, så jeg ventede til næste dag, hvor jeg igen tog det med ro, dejligt musik, lidt mere Gaia TV om, hvordan det foregår, meditation og en lang gåtur langs vandet. Nu var jeg parat. Jeg satte meditationen på igen og gjorde mig klar til at rejse ud af min krop.

Intet.

Nu var jeg sur. Pissesur, faktisk. For nu havde jeg brugt så̊ meget tid og havde fundet så̊ stor sjælefred i, at det var sådan, det hang sammen, og så̊ fandtes det slet ikke. Og samtidig vidste jeg, at det gjorde, men så̊ var det bare ikke mig forundt at få indblik i.

I afmagt, irritation og selvmedlidenhed kørte jeg ned i supermarkedet i den nærliggende by. Her købte jeg alt det mad og snacks, som jeg havde lyst til at dulme mine følelser og skuffelse med. Så kom vendepunktet.

Jeg mødte en kvinde, jeg har gået i skole med, og som er datter af mine forældres gode venner. Hun stod i grøntsagsafdelingen og studerede nogle varer, og selvom det var starten af januar, var hun solbrun og i shorts. Mai, som hun hedder, er en køn kvinde med langt glat lyst hår og et dejligt smil. Hun fortalte, at hun, hendes mand og deres to børn havde været i Australien i adskillige måneder. De var netop kommet hjem, så nu var hun ude for at handle ind til det tomme køleskab.

Jeg betalte og kørte tilbage til sommerhuset og satte med ved spisebordet med alle mine lækkerier og åbnede computeren. Jeg klikkede over på facebook i stedet, så min hjerne kunne overtages af noget underholdning, og jeg kunne få en pause fra min frustration.

Her så jeg et opslag, som fik mit til at stoppe brat op.

Mette Sindal, min veninde fra da børnene var helt små, og som jeg knap nok havde set i flere år, havde lavet et opslag, der demonstrerede det mod og den tillid, der glimrede i sit fravær hos mig selv.

Mette Sindal, som er uddannet ingeniør, skrev, at hun oplevede afdøde kontakt og tidligere liv, og at hun fik hjælp af clairvoyant og spirituel lærer fra Mahalo Movement, Pia Lange, til den udvikling.

Jeg kunne ikke tro mine øjne. Læste det igen. Hvordan kunne hun dog finde på at skrive det? Noget i mig skreg ”Neeeeej, Mette. Du bliver hængt, brændt, stenet!”.

Og noget andet i mig var slået omkuld af beundring og ærefrygt og stor lettelse over, at det ikke bare er mig, der er pådenne rejse.

Jeg klikkede også ind på denne Pia Lange fra Mahalo Movement, som hun havde linket til i sit opslag. Da siden tonede frem, føltes det som om, at jorden spandt en omgang.

Profilbilledet viste Mai, som jeg en lille time forinden havde mødt i supermarkedet. Hendes kønne ansigt var i et stort smil, og det glatte lyse hår svøbte sig let om det solbrune ansigt. Mens mine øjnene stirrede på billedet, ændrede ansigtstrækkene sig en smule, og jeg kunne se, at det alligevel ikke var Mai. Nu var billedet Pia. De synsforstyrrelser har jeg oplevet mange gang siden og gør det firtsat, men den aften var det en vild oplevelse.

Jeg skrev straks til Pia, at jeg ikke vidste, at der var en åndelig lærer og clairvoyant i Sønderborg, og jeg havde brug for hendes hjælp til at komme videre. Få minutter efter modtog jeg en varm og kærlig besked. Vi aftalte at mødes allerede mandag.

Oplevelsen gav mig en følelse af ikke at være overladt til mig selv, som jeg havde følt. Jeg kiggede på nettet efter kurser i regression, og fandt et med Teresa Thaning, der fandt sted weekenden efter. Jeg købte det, og nød roen, alenetiden og en masse Gaia TV binge-watching resten af weekenden. Nå ja, og også det lækre mad og snacks, jeg havde købt.

Jeg rejste tilbage til tidligere liv

På kurset hos Teresa Thaning lykkes det at opleve et tidligere liv. Her var det ikke anstrengt, som i sommerhuset, men roligt, og med en energi og metode, som bare virkede. Ud af de omkring 40 personer på kurset, var der kun en, der slet ikke oplevede noget. Det fascinerede mig meget.

Selv oplevede jeg, at det kom til mig levende billeder. Ikke som en spillefilm og ikke som en visualisering. Det var som om, jeg hverken så det med mine øjne eller i min hjerne, men i noget tredje, der er dybere og har flere dimensioner i sit udtryk end billeder og lyd. For der var også følelser og vished, der tjente som informationer. Som om, at nogle af brikkerne til at forstå, hvad jeg oplevede, var downloads af viden og forståelse af sammenhæng, som gjorde det jeg oplevede tydeligt og forståeligt.

Vi skulle sætte en intention og lave en indgangsbøn, hvor vi var specifikke om, hvad det var for mønstre og begrænsninger i dette liv, vi ønskede at få indblik i. For mig var den klar. Jeg skrev: ”Hvorfor er jeg så bange for at tale min sandhed? Hvorfor er det så vigtigt for mig, at andre mennesker kan lide mig og finder det jeg siger acceptabelt?”

I denne nye fase i mit liv krympede jeg mig ved tanken, om folk, hvad folk tænkte om mig og de syntes, jeg var blevet mærkelig. Så det var en begrænsning, jeg havde stor interesse i at få opløst.

Inden vi gik ind i regressionen, skulle vi trække et chakra kort. Jeg trak halschakraet. Hvad betød det? Jeg spurgte. Det handlede om at tale sin sandhed.

Vildt nok, tænkte jeg.

Så gik vi i gang. Teresa guidede os ind i en meditation, hvor vores guider via en elevator førte os til en inkarnation, der kunne forklare mønsteret.

Jeg blev ført til en inkarnation, hvor jeg var mand i Skotland, der sammen med min klan levede i undertrykkelse. Der var mudder, og vi var iført beskidte kilt. Der var et stort bål, vi var samlet om og stemningen var en blanding af modløshed og oprør. Jeg var selv meget vred og følte mig forurettet, og jeg sagde det højt. Ikke kun denne dag, men i andre sammenhænge også.

Engelske soldater i røde uniformer kom ind i lejren og tog mig og en anden mand med. Som downloaded information forstod jeg, at den anden mand var min yngre bror, at og jeg var blevet angivet af en af de andre mænd, som følte, at jeg udsatte gruppen for fare ved at ytre mig.

Det næste, jeg oplevede var, at stod i en galge med et reb om halsen. Jeg kiggede mig omkring. Jeg mærkede hans følelser som en information, men ellers oplevede jeg det lidt mere udefra. Jeg kunne se fra et perspektiv oppefra, at vi var fem, der skulle hænges, og at manden ved siden af mig var min bror, som var blevet taget med sammen med mig. Jeg kiggede udover skaren af mennesker, der skulle overvære henrettelsen. Jeg bemærkede, at det ikke var, som jeg har set det på film, hvor de råber og kaster rådne tomater, men at der her var stille og gråt. Jeg så ansigterne. Folk syntes, det var rart eller underholdende. Som om de ikke selv havde valgt at stå der.

Pludselig poppede jeg nærmest op over min krop og kunne se, at min krop dinglede i rebet uden støtte fra skamlen. Jeg blev via Teresas stemme ført tilbage til den elevator, der visuelt havde bragt mig til dette sted i denne tid.

Jeg åbnede øjnene. Det var som om, at flere detaljer landede, mens jeg sad der og kiggede ud i luften. Det undrede mig, at jeg ikke var overrasket. At jeg ikke var oppe at køre over, at det, jeg havde været så optaget og opslugt af og så desperat havde søgt bevis på var ægte, nu var sket.

Det føltes naturligt. Ja, selvfølgelig har vi levet før, og selvfølgelig er de liv kædet sammen med det liv, vi lever nu. Det gav lige pludselig sig selv. En selvfølgelighed.

Kurset var et weekendkursus, og dagen efter handlede det om familiekarma. Jeg glædede mig til at oplevede det igen, for det var som om, jeg var kommet lidt mere hjem til mig selv af det. Som om min verden og forståelse var blevet større på en dejlig fredfyldt måde. At jeg var blevet mere bevidst.

Denne gang skulle vi vælge et familiemedlem, hvor vi undrede os over mønstre i relationen og gerne ville opløse det, hvis det stammede fra et tidligere liv.

Jeg valgte min lillesøster. Min søster Julie er en vidunderlig kvinde og en af de allerbedste mennesker, jeg kender. Vi er meget tætte, bor tæt på hinanden og vores søndagsrideture på islænderheste gennem skoven, hvor vi red om kap, var en stor glæde og et frirum for os begge.

Julie er rolig og klog - ja nærmest vis – på følelser og mennesker, og hun er uddannet lærer med en kandidat i pædagogik. Hun er modsat mig lidt forsigtig og meget fornuftstyret og har et behov for at have overblik og være i kontrol, og beslutninger bliver overvejet grundigt, før de træffes.

Jeg, derimod, er styret af min intuition og min klarviden, som jeg dengang ikke vidste, at det var. Jeg vidste bare, når noget var rigtigt, men frygt gav mig tvivl, og jeg havde brug for at få valideret mange af mine beslutninger hos Julie. Det var jeg lidt træt af, for jo mere, jeg kom hjem til mig selv, jo mere mærkede jeg selv, hvad der var rigtigt, og jeg fandt hendes vejledning begrænsende og lidt irriterende, og det var begyndt at give kure på tråden mellem os.

Så hvorfor i alverden var det så vigtigt for mig fortsat at få valideret mine beslutninger, og det jeg mærkede af hende? Og særligt nu, hvor vi så tingene så forskelligt?

Det ville jeg have indblik i.

Jeg skrev min indgangsbøn. Trak mit chakrakort. Sakralchakret? Hvad var det. Igen spurgte jeg. Jeg fik svaret, at har med egen styrke, underbevidsthed og kreative evner at gøre, og det ved ubalance kan give en følelse af ikke at slå til og besvær ved at mærke og sætte grænser.

Spændende, tænkte jeg.

Jeg satte mig igen til rette i stolen. Lukkede mine øjne og rejste afsted. Da jeg landede, gik jeg ned ad en sandet sti. Der var ikke frodigt, men lidt tørt med rødlig jord og klipper. ”Gå nu hen til det sted, hvor du bor”, lød de blide instrukser fra Teresa.

Jeg så en plads for mig med et stort bål, og der var en ung mand på en hest. Han så ikke ud til at have helt styr på den, men han var glad, og det virkede legende. Der var i det hele taget et dejligt humør i de ansigter, jeg så omkring mig. De var indianere. Jeg fik en følelse af glæde og dyb hjemve, da jeg så det. Det her var så meget mig, mærkede jeg.

Jeg gik ind i teltet, jeg blev ført til, og jeg kiggede mig omkring. Det var nærmest lidt mekanisk, som jeg flyttede mit blik rundt, og jeg kunne ikke holde det ret længe ad gangen. I teltet lå der vævede måtter, og der var en masse remedier. Jeg forstod, at det var mit, og at jeg var medicinkvinde. Jeg blev overvældet af en følelse af at elske mit liv. Jeg elskede det. Jeg elskede at hjælpe, jeg var dybt opslugt af mine urter og metoder, og jeg elskede mit folk her i lejren.

”Nu kommer den person, du har ønsket at få indblik i relationen med ind ad døren”, hørte jeg fjernt Teresas stemme instruere.

Jeg havde ikke nogen dør, men ind ad åbningen i teltet kom en gammel mand med en stor fjerpragt på hovedet ind, og han satte sig på måtten overfor mig. Han var høvdingen. Han var bekymret. Tynget. Og måske lidt vred. Jeg kiggede ned på mine hænder. De var rynkede med leverpletter på huden. Jeg var også gammel. Jeg kiggede op på høvdingens ansigt, og jeg forstod, at det var Julies sjæl, der kiggede tilbage på mig.

Teresas stemme sagde nu, at vi blev ført til et tidspunkt i denne inkarnation, som var vigtigt.

Nu så jeg den gamle mand overfor mig som ung dreng legende nøgen i en flod. Det var mig, han legede med. Han var min bror. Der var en ørn, der svævede over os. Det gjorde mig lykke helt ind i knoglerne, at den var der. Som et slægtskab.

Der blev nærmest klippet til næste scene, og her red vi om kap ud over prærien på vores ponyer. Det var så sjovt. Vi grinede og hylede, og jeg var fri. Fuldkommen fri og fuldkommen lykkelig.

Da vi nåede frem til vores lejr, var noget helt galt. Der var røg. Jeg kunne ikke se detaljerne, men jeg forstod, at vores lejr havde været under angreb. Alle de voksne var blevet dræbt. Der var kun børnene tilbage og nogle enkelte gamle.

Uden at jeg fik vist, hvordan det kom i stand, så oplevede jeg, at min bror og jeg tog ansvar for stammen sammen. Vi og de andre børn voksede op og fik selv børn. Vi havde ikke lært at kæmpe, så vi holdt os skjult og i sikkerhed. Når vores spejdere meldte om fremmede stammer i området, så flyttede vi lejren til et nyt sted. Vi levede i fred. Min bror var høvding, og jeg var medicinkvinde. Stammens primære healer.

”Dine guider fører dig nu til den sidste dag i det liv”, lød Teresas stemme. Nu sad jeg igen sammen med min gamle høvdingebror på hvor vores måtte i mit telt, og han var bekymret. Der var fare på færde, og vi skulle videre nu.

Jeg forstod, at jeg havde overtalt ham til at vente, fordi der var en kvinde i fødsel. Hun var blevet ulykkelig og rasende, da hun forstod, at vi var nødt til at rejse nu, og hendes eder og bønner havde kapret mig. Vi måtte vente. Barnet kunne komme når som helst. Bare lidt endnu. Høvdingen var min lillebror, og selvom vi var voksne, havde jeg en form for autoritet over ham. Nu sad han i mit telt og sagde, at det ikke kunne vente længere.

Vi hørte råb uden for. Jeg rejste mig og trådte ud af teltet. Jeg så en gruppe krigere malet i ansigterne ride ind i lejren. De slog vildt om sig med deres våben, og folk faldt til jorden under deres slag.

Jeg var som forstenet. Som ramt af chok. Kvinder, mænd og børn, som jeg havde taget mig af, når de var blevet syge eller var kommet til skade, blev slået ned, som var deres liv intet værd. Ørnen svævede over os.

Jeg så min bror komme ud af teltet og træde nogle skridt frem. Rædslen i hans øjne. Vi havde ingen dygtige krigere. Heller ikke ham selv. En stor mand med uhyggelig krigsmaling standsede sin hest foran os. Det virkede som om, han forventede en kamp med høvdingen. Men min bror stod som forstenet. Manden slog ham i jorden med sin økse. Jeg mærkede chokket og rædslen. Det her var min skyld.

Teresas stemme bryder scenen, da hun guider os tilbage til elevatoren. Da jeg kom til mig selv igen, lagde jeg mit hoved i mine hænder, mens tårerne løb ned ad kinderne på mig og en sætning gik igen og igen inde i mit hoved. Som en plade i hak. ”Undskyld”. ”Undskyld”. ”Undskyld”.

Den oplevelse satte sig dybt i mig. Den forklarede ikke kun mine egne mønstre, men også min søsters. Den ramte også klokkerent i et sår, jeg aldrig helt havde kunnet definere, men som gjorde, at jeg kunne blive rasende og slå hånden af mennesker, når de pressede mig urimeligt og selvvisk.

Når et menneske tæt på mig går ukærligt til mig og presser mig med, at de synes, at jeg skylder dem noget eller lægger pres på mig over en grænse, jeg har sat, der var rigtig for mig, så stejler jeg. Jeg føler dyb forurettelse og vrede, og i de øjeblikke er jeg villig til at give helt slip på relationen.

Jeg lavede opløsningsbønnen, og det har virket. Jeg har ikke samme behov for at få valideret mine beslutninger hos Julie. Jeg mærker dem, og jeg står ved dem. Jeg er også blevet langt bedre til at sætte grænser og stå ved dem.

Jeg har lavet mange regressioner siden for at bryde gamle bånd og sætte mig selv fri. Det, jeg har set er, at jeg er blevet brændt adskillige gange, er blevet angivet og forrådt, og jeg har mistet min familie og mit eget liv til sultedød og elendighed. Der har også været smukke oplevelser og store styrkeprøver, men den måde, livet ender på, er ofte det, der sætter sig i vores energi, som også kaldes karma, og som er det, vi kan have stor gavn af at opløse, så det ikke tynger os i dag. Jeg brugte det næste halve år på at rejse ind igen og igen for at få opløst den frygt, der holdt mig fra at træde frem som denne nye udgave af mig, og det har virket.

I dag kan jeg blive længere og få mere information, og jeg kan stille spørgsmål, mens jeg er der til både mine egne og andres inkarnationer. For dem kan jeg også få indblik i nu.

Dengang var dette her dog rigeligt.